| Notater |
- På vårtinget, den 9. juni 1762, som ble holdt på Indre Bardal, ble innstevnet for retten:
"Inger Jensdatter af Tomejde, som uden ægteskab, og udj horerie har avlet barn med sin Kjødelige Mosters Mand Rasmus Jensen der er død".
I den første delen av vitneavhørene ville man fastslå om Inger var ugift, om hun virkelig hadde født et barn og man ville ha klarhet i slektskapsforholdene.
Første vitne var Mons Nielssøn på Tomeidet. Han svarte at "Hellig tre Kongers aften indeværende aar gik hun i barselseng paa Tomejdet, hos hendes Moster Anna Olsdatter, afdøde Rasmus Jensens kone, med et piige barn, hvis huus hun har været opfød fra hun var 7 eller 8 aar gammel." Det ble også opplyst at Rasmus hadde dødd "hen imod 3de uger før juulen" året før. Når det gjelder slektskapsforholdene forklarte Mons disse på denne måten: "Karen Olsdatter som var gift med afdøde Jens Nielsen som boede paa gaarden Sanna i Thrænen, var Anna Olsdatter Tomejdes søster, som var afdøde Rasmus Jensens ægte=kone, og var de begge fødde paa gaarden Tomejde her i Nesne fierding, af faderen Ole Olsen og moderen Abel Haagensdatter; her af følgende: at Karen Olsdatter der er Delinqvintindens (Ingers) Moder og Anna Olsdatter er Kiødelige fuldsøskende".
Vitnene ble også spurt om de hadde mærket noe som kunne tyde på at Rasmus hadde "haft omgiængelse sammen" med sin fosterdatter, men ingen hadde sett eller hørt noe som tydet på dette. Mons Nielssøn og de andre vitnene ble også spurt om de hadde mærket, og om de trodde at Rasmus visste, at Inger var gravid. Mons svarte slik: "hand kunde vel bemerche det: at hun blev meget tych, som hun foregav andre naturlige aarsaget til, og om hand end kunde have mistanche, det (at) hun lavede til barsel, men hand merchede dog aldeles iche faldet paa afdøde (Rasmus), som hendes saa nær paarørende da hand hafde Delinqvintindens kiødelige moster til ægte".
På spørsmål om hvor gammel Inger var, svarte Mons som de andre vitnene, at han "slutter hun er hen imod en snes aar." Retten ville også vite om Inger var ved sin fulle fem. De spurte om hun var plaget av "melancholie, traurighed eller sinds urolighed?" Vitnet forklarte at hun "paa forstanden iche har vaglet det allermindste". Inger hadde ikke fortalt noen om hvem som var barnefar før etter fødselen.
Så var det tid for Inger selv å forklare seg for retten. Hun ble spurt følgende spørsmål:
1. "hvem hun bekiender som sin barnefader?" Til dette svarte hun at "hun med ingen anden mandsperson i verden haft legemlig omgang og blandelse, end med hendes forrige huusbonde og fosterfader, afdøde Rasmus Jensen, som og er hendes rætte og sande barnefader".
2. "hvad tiid som afdøde Rasmus Jensen med hende hafde legemlig omgangelse?" Svaret lød sånn: "Afvrigte aar, 1761, førend hand reiste til Vaage ved kyndelsmesse tiider, hafde hand legemlig omgang med hende ved siøen udj en af siøhuusene; ligesom hand og med hende hafde blandelse, da hand efter paasche fra Vaage fiskerie hiemkom, og det adskillige ganger ved siøen."
3. "Om Delinqvintinden iche før hand døde bekiendte for ham, det (at) hun med ham (var) frugtsommelig?" Svar: "hun duftede sig ny til det at sige det til afdøde Rasmus Jensen, da hun var i saadan tilstand, og ved ham lavede til barsel; siden hand var en meget tungsindig mand, og kunde tage sig en ting meget nær; saa hun frøgtede for om hun hafde bekiendtgiort ham samme, kunde hand enten have giort en ulyche paa sig self, eller og paa hende."
Etter at disse tre spørsmål var besvart, ville retten vite mere:
"Retten tilspurgte hende om hund var bekiendt at denne giærning med hendes Mosters mand var mere syndig, end med en fremmed, og at det var livsstraf?" Svar: "hun kunde sagtens forestille sig at denne giærning med ham var mere strafværdig end med fremmend; bekiendte sig med graad og stor veemodighed om denne hendes begangne forseelse, da hun som et ungt enfoldig menniske var forledet til af ham som fosterfader; hvis begiæring hun ej hafde dristighed og mod til at kunde beskee sig for, da hund adskillige ganger af ham blev fristedt derom; hun viiste sig og de andgaaende hendelser veemodig".
Samme dag falt dommen. Retten fant alle vitnenes forklaringer troverdige, og retten hadde heller ingen grunn til å tro at hun frivillig skulle ha tilstått en synd, som med sikkerhet ville føre til dødsstraff. I begrunnelsen ble det først tatt med noen formildende momenter:
"Saa kand hendes bekiendelse ej andet end troverdig og sandferdig andsees, da ingen derved liider meere end hund self, siden den afdøde for legemlig straf er befriet, da han ellers som mest skyldig kand anføres, og videlig har forført og forleedet dette unge Eenfoldige skrøbelige menneske, til denne begangen missgiærning, thi naar overveies den Magt og myndighed, hand som fosterfader over hende har haft, fra saa unge aar hund i hands huus har været opfostret, er ibragt under; Det hun iche har kundet imodstaae hands skammelige begiæringer, der muligens ved løfter og gaver og kand være understøttet; ligesom hendes foregivende ej (h)eller kand være ufrivillig: at hun iche fristede til hands gemytts beskaffenhed, har turdt aabenbare i levende live den tilstand hun befandtes udj; da hand af alle omkring boende var bekiendt som en mand, der kunde tage sig en gandske liden modgang temmelig nær, og derfor var meget tungsindig og snæemodig; saa hun derfor vel kunde frøgte sig for en decperat opførsel, om hun ham hafde tilkiendegivet sin besvangrelse."
"Imidlertiid kand hverchen hendes forførelse og forleedelse af den afdøde, eller hendes ungdom og eenfoldighed, som Defensor formener, være hende til nogen befrielse for denne Plætt der er bunden til at komme efter Loven, som under eet kalder saadan forseelse for Blodskam; endskiøndt denne misgiærning hverchen i Op eller needstigende linie, af de fejlende personer er begaaet; hvorfor ej (h)eller paatviiles, men aller underdanigst saaledes: det Hans Kongelig Majests allernadigst beviiser naade, mod dette unge og medfarede Menneske Inger Jensdatter Tomejdet, der med hendes Mosters Mand afdøde Rasmus Jensen sammestæds, efter egen tilstaaelse og bekiendelse har avlet barn, og saaledes i følge Loven findes skyldig i Blodskam, bør for samme begangen fejl, følgende Lovens 6te bogs 13de Cap. 14. art. grundende sig paa Lovens 3dje bogs 18 Cap. 9 art.: miste sit Liv".
I Svein Edvardsens avskrift av "Beregning Over Extra Skatten for De uformuende til September Maaneds udgang 1763, som af de mer formuende eller mange som svarer De Allernaadigste paabudne 8 sp. Maanedlig skal udredes, og hvortil etter ungesærlig slutning er Reparterit paa enhver Maanedlig 1/2 skil." sto det at hun oppholdt seg på Handnes. Når Henrettelsen fant sted vites ikke.
|
- Ja, ukjent dato
[2] 
: Adresse
: Sted
: By
: Kommune/Prestegjeld
: Stat/Fylke
: Land
: Verdensdel
