| Notater |
- Ole Anderssøn hadde overtatt et bruk på Sund i Hemnes, etter skiftebrev 17. september 1766 (se manntall over Sund våren 1780), som faren tidligere hadde bøkslet, men som faren ikke hadde bodd på. Denne Ole ble av og til kalt for Ole Anderssøn den ældre, for ikke å forveksles med den andre Ole Anderssøn (den yngre), født 1743, som også bodde på Sund.
Sommeren 1777 hadde det skjedd grusomme ting imellom naboene på Sund. Denne saken ble tatt opp på høsttinget på borgerleiet i Bardal den 7. mai 1778. Da ble Ole Anderssøn (den ældre) Sund innstevnet "for slagsmaal og overfald mod Jørgen Christensøn" også Sund. Jørgen var svigerfar til Kiersten Andersdatter, som var Oles søskenbarn.
Vitnene måtte fram og forklare seg:
____"først blev fremkaldet Hans (Heitmann) Østensøn Sund 26 aar gamel og ej enten til Ole Anders: Sund eller til Jørgen Christensøn Sund beslægtet, han aflagde Eed og lovede Sandhed at vidne - aflagde dernest saadan forklaring: at en dag i afrigte Somer sidst i slotaanden hendte det sig en morgen tiilig medens Vidnet endnu laag og sov i en Høelade, at han hørte Ole Anderssøn Sund og Naboen Jørgen Christensøn gaa forbie same Lade, da han vel ike saag dem men hørte dem tale og kiente dem paa Røsten, af deres samtale hørte han ej flere Ord end disse af Jørgen: Vi hører saa meget, og dette syntes han paa lyden de blev talt med, at det var i en slags ivrighed, en liden stund, omtrent en Time eller to derefter, kom der bud ned i gaarden til Vidnets fader Østen Olsøn, som igjen kom til Vidnet og bad ham gaa med sig til Jørgens gaard for at bære Jørgen af Marken i Huus, Vidnet gik i Selskab med sin Fader og med Johannes Jørgensøn samt Johanneses Hustrue Kiersten Andersdatter op til Jørgens Huuse hvor de fant Jørgen Christ: liggende paa Marken oven paa en saueskindfell omtrent 12 á 14 Skridt fra Jørgens egen Stue Dør, og da saag Vidnet at Jørgen var blodig baade i Ansigtet og Haaret, hørte og at Jørgen klagede paa at hans ene Arm var slaget fordervet. Vitnet hialp de andre Folk at bære hand ind i Stuen og lagde han i Seng, men han hørte ej Jørgen sige, at Ole Anderssøn hadde slaget hand, da Vidnet gik hiem derfra, saag han Ole Anderssøn Sund staa ved sine egne Huuser som ligger omtrent 20 Skridt eller litt mere fra Jørgens Huuser, hørte og Ole raabe til sig disse Ord: Det er bra du passer paa Grannen din, Vidnet svarede herpaa: jeg passer ej paa ham, da sagde Ole: han skal ej faa Niels Jacobsen at giøre med.- Vidnet sagde sig ej mere at have enten hørt eller seet ____"
"Andet Vidne Østen Olsøn Sund 63 aar gamel ej til Ole eller Jørgen beslægtet aflagde Eed og Provede: -at en Dag i afrigte Somer sidst i Slaataanden udi Augs: maaned hente det sig at Jørgens Søn Johannes og Hustrue Kiersten begge kom ned til Vidnets gaard tiilig om Morgenen og bad ham kome op til Jørgen for at bære hand i Huus, efter dend deris første begiæring vilde Vidnet ej gaa, men da de kom strax igien i same Ærinde anden gang sigende at Jørgen var nær Død, gik Vidnet og Søn, det næst forrige Vidne Hans, tillige med de 2 nafngivne Budbringere hen til Jørgens Gaard hvor de fandt ham i den tilstand som første Vidne har forklaret, daog Vidnet hialp at bære ham ind i Seng, han hørte ej Jørgen sige hvor han hafde faaet denne Skade, men han syntes at Jørgen var undertiden næsten betapet sin fulde Sans og Samling og maatte nok plages af smerte i sin Kropp efterdi han jamrede og ynkede sig meget, end videre sagde Vidnet, at Aftenen førud før dette passerede, var saavel Vidnet som Vidnet Jens Hanssøn, saa og Jørgen Christensøn og Ole Anderssøn af Sund alle i Selskab paa en anden gaard for at opsette et Fartøy, og da de hafde giort same, reiste de i et følge tilbage til sin gaard Sund, ved hvilken leylighed Vidnet vel kunde merke at ingen af dem var ret ædrue, da de alle var for deris umage efter gammel Sædvane bleven vel skiænket, men mærkede og: at Jørgen og Ole var meget fortrolig og venlig mod hinanden, saavel medens de sad i Baaden som siden de kom paa Land; da Vidnet hørte at Jørgen bad Ole følge sig hiem som Ole giorde, men Vidnet gik hiem i sit Huus, og vidste af intet førend om morgenen derpaa, da forbemeldte bud kom til ham.- Vidnet blev afskiediget."
"3die Vidne Jens Hanssøn Sund tienende hos Anders Christophersøn ibid, sagde sig at være 30 aar gamel, og ej enten til Ole Anders: eller Jørgen Christenss: beslægted, aflagde Eed og provede: at den same Dag som Vidnet Østen Olsøn Sund haver talt om, var han og medd at sette Fartøy, fulgte med paa same Baad hiem til Sund igien, da han mærkede at Jørgen og Ole var gandske ædrue, men dog gode venner efter udvortes anseende, da de kom til Lands ved Sunds Søe Huuser, hørte Vidnet Ole blev budt af Jørgen til at følge hiem, og Ole at sige, han vilde faa hos ham et Lærrets=boxe=emne, som Jørgen sagde at Ole gierne skulde faa om han safde det;- Vidnet gik da hiem til sin huusbondes Huuser og ej enten hørte eller saag mere til Ole og Jørgen enten den Aften eller morgenen efter."
"4: Vidne Karen Hansdatter Oterbrandsøen sagde sig at være 85 aar gammel, ej til Ole Anderssøn eller Jørgen Christensøn Sund Beslægtet, aflagdte Eed og saadant Vidnesbyrd: at same dag som Vidnerne Østen Olsøn og Jens Hanssøn har omprovet at være borte for at opsætte et Fartøy, var Vidnet paa Sund i Ole Anderssøns Huus for at bage Brød, om Midnat eller saa omtrænt kom Ole Anderssøns Hustrue hen til Vidnet som laag i en høelade, sigende: at Jørgens kone var hos hende og bad hun vilde følge sig op til sin gaard for at faa sin mand Ole Anderssøn hiem, Vidnet stoed op og gik hen til Jørgens gaard og da stoed Jørgen og Ole udenfor Dørren og brugte Munden mod hinanden, men hvorom vidste hun ike, hørte vel Jørgen tillegge Ole en beskyldning men da same ej er paastevnet blir dett denne Sag uvedkommende, Vidnet saag ej at de slog hinanden, hun saag ellers at Jørgen stoed og holt en Øxe i Haanden, og at Ole gik og der paa Marken uden at vilde følge sin Hustrue hiem som bad ham derom, Vidnet blev afskediget.
5te Vidne: Marithe Monsdatter Lappepige 21 aar gammel tienede hos Johannes Jørgensøn Sund aflagde Eed og derefter forklarede: at afrigte Somer 1777 sidst i Slotaanden same Dag som første Vidne og de andre har omtalt at Jørgen og Ole med flere mandfolk af Sund var borte for at opsette et Fartøy, hafde Vidnet allerede lagt sig og sovet en god stund paa Natten føren hun som laag i Huusbondens Høelade vaagnede ved at høre Ole Anderssøn og Jørgen Christensøn af gaarden Sund gaae forbi Laden og tale med hinanden høyt, Vidnet stod op og gik til Lade Dørren, hvor hun da kunde see begge sc: Ole og Jørgen at følges ad i al venlighed, den ene leggende sin haand paa den andens Axel, Vidnet syntes at see, at ingen af dem var gandske ædrue, hun hørte Jørgen Christensøn|: som har tilhold i same huuse paa gaarden Sund som sønnen johannes, vidnets husbonde:| bede Ole følge sig ind i sin Stue som og Ole giorde, en liden Stund derefter omtrent i Soel=orringen hørte Vidnet inde i Laden som ej staaer mer end 8 á 10 skridt eller saa ungefær ifra den omtalte Stue og midt imod Laden, at Ole Anderssøn gik ud af Stue Dørren, og i det same bede farvel, men idet Ole vilde gaa fra Dørren saag Vidnet at Jørgen Christensøn kom bagefter og griber Ole Anderssøn i begge Axlerne og med ivrighed skuvede ham mod Veggen, Ole bad Jørgen lade sig meed Freed, men Jørgen sagde: Du skal først betale mig penger din Tyv som du staalet har fra mig, Ole bad atter om at nyde Fred, men Jørgen gav onde ord og blev ved at støde til ham, hvorpaa Ole blev vred, tog en Birke=Kiep og slog til Jørgen, efter at han hafde slidt sig løs fra ham, et par ganger og efter at Jørgen hafde faaet Ole ind i Dørren til sig paa nye, da de kom ud af Dørren var Jørgen Blodig i Ansigtet, men hun kunde ej see hvorledes og hvoraf han blev det, thi da Ole slog til Jørgen ude paa marken med omtalte Bircke=Kiep, da saag vel Vidnet at Jørgen Laag paa Knæ, men hvor slaget ramte eller om det rammede Jørgen kunde hun umulig vide eller see saasom et Stabur stod i vejen for hende, Videre sagde Vidnet, athun vel saag at Ole Anderssøn inde i Dørren eller Bislaget sparkede-spente med Foden mod Jørgen, saa og at Jørgen gik med en Øxe og truede Ole Anderssøn, Vidnet som ej hafde hørt eller seet mere af denne Handel blev fra Retten forløvet.-"
Saken ble utsatt til neste dag, den 8. mai 1778.
"6te Vidne Ole Jonsøn tienende hos Niels Jonsøn paa gaarden Sund 39 Aar gammel ej til Ole eller Jørgen beslægted, aflagde Eed og saadant Vidnesbyrd:- at han var vel med de andre førhen nafngivne den omvidnede Dag for at opsette et Fartøy, men han reiste før hiem end de andre Mænd og lagde sig at sove i sin husbondes Nøst ved Søen, der hørte han vel naar Ole og Jørgen med flere af same følge kom hiem og gik forbi Nøstet efterdi de snakkede høyt, men han var ej oppe i Jørgen Christensøns Gaard den Tiid at Jørgen og Ole etter næstforrige Vidnes udsagn skulde være i slagsmaal samen, han vidste altsaa intet andet om denne handel uden dette: at en eller to dager efter det skulle være passeret, var Vidnet udi en fordringsskab med Ole Anderssøn og en anden ustevnet Dreng, hvorda medens de roede fra gaarden Sund til Hemnes kom i snak sammen om den Allarm som nys hafde været paa Sund, og da Vidnet ved den Leÿlighed sagde til Ole Anderssøn: Du maa agte Dig for saadant Slagsmaal, svarede Ole ham: De kom saa tygt om mig, eller der kom saa mange Folk om mig, saa jeg ej kunde nyde Fred til at gaae hiem, kommer de ogsaa igien en anden gang, slaar jeg ne og ne. Flere Ord faldt ej dem imellem herom, og mere var Vidnet ej vidende om dette paastevnte thi blev ham fra Retten Demiteret.
7de Vidne Johannes Jørgensøn en søn af Jørgen Christensøn Sund 30 aar gammel aflagde Eed og provede: at han var med de andre, af forrige Vidner opgivede Mend, den omtalte Dag, for at opsette et Fartøy, fulgte og med same Baad som Ole Anderssøn og hans Fader Jørgen Christ: var paa hiem til Sund, hvor Vidnet som gik hiem før dem, og op paa sit Stue Loft, hørte at Faderen og Ole kom i sælskab ind i Senge Stuen, Vidnet tilhørende, Vidnet som hafde noget noget nede ved Søen som skulde bæres hiem, tog med sig den indstevnede Lappe Dreng Niels Jonsøn og gik til Søen, men ret som de var kommen did ned, hørte de et høyt Raab, oppe i Gaarden, og saa nart de hørte same sprang Vidnet tillige med Lappe Drengen Niels Jonsøn op til Gaarden, hvor Vidnet i sin Stue Dør fant sin Fader liggende Blodig i Ansigtet og Ole Anderssøn staaende hos ham spendende til ham med Foden nogle gange, rammede paa Faderens Laar og Fødder, Vidnet bad Ole forlade sin fader og gaa fra deres Huus, men han blev staaende, hvorpaa Vidnet af sin Hustrue blev ombedt at gaa fra dette sted paa det han ej selv skulde blive indviklet i Klameri, Vidnet giorde saa, men ej meget lenge derefter saag Vidnet, at hans Fader jørgen Christ: laag paa marken ved Vidnets stabur omtrent 9 á 10 skridt fra Stuen de først var i, men enten faderen laag paa Knæ paa Marken eller udstrakt paa sin Ryg kunde han ej til visse erindre, syntes dog at Faderen hældede hovedet op til Staburet, og da saag Vidnet at ole Anderssøn stod med en Birke Kiep i haanden hvormed han slog mod Staburs veggen og med et slag rammede Faderen Jørgen i Hovedet, derved blev Vidnet saa bange, at han gik bort paa Marken, var borte en liden tid, og da han kom igien saag han Faderen liggende nede ved deres Korn Lade omtrent 5 á 6 Skridt nedenfor Staburet hvor han sidst saag ham, der stod Ole Anderssøn og, dog nogle Skridt fra Jørgen, der stod og Ole Andersøns Hustrue og Broder Elias Anderssøn som bad Ole følge sig hiem, Vidnet sagde da til Ole Anderssøn; hvad Gierning har du giort? hvad svar han fik erindrede han ike, men omsider gik dog Ole hiem til sit eget Huus da Vidnet fulte han et lidet støke, men vente strax om og hialp de 2 første Vidner at bære Faderen ind i sin Stue hvor sagde Vidnet sig at kunde meget vel erindre u=agtet han saaavel som de andre hafde ved Fartøyets opsettelse faaet et glass Brendeviin som vel hafde giort ham lidt munter men ej beskiænket, erindrede og: at alt det omprovede passerede mellem midnat og Soel=arringen.-"
"8de Vidne Kiersten Andersdatter af Sunds gaard, som er Hustrue til næstforrige Vidne Johannes Jørgensøn, sagde sig at være 31 aar gammel og Sødskende Barn til Ole Anderssøn Sund, aflagde Eed og lovede Sandhed at Vidne.- Giorde dernæst saadan forklaring: at same dag de forrige Vidner har meldt om, at de opsatte Fartøyet, var hun for rum Tiid forhen gaaet til Sengs og laag enda da paa sit Stue Loft; det var imellem midnat og Soel=orringen at Manden kom op paa Loftet til hende, men han gik strax ud, hvorhen vidste hun ike før en liden stund derefter da han sagde selv hand med Lappe drengen hafde været Søe=Huuserne i et Ærende; paa Loftet hvor hun laag, kunde hun høre at hendes Sviger=Fader Jørgen Christensøn Sund og Naboen Ole Anderssøn fulgtes ad ind i den saa kaldede Senge Stue, hvor hun hørte dem tale først svagt sammen, men ej lenge derefter at blive høymælet, dog var jørgen Christensøn først oppe paa loftet hos hende og spurte efter sin Søn hendes Mand Johannes, men da hun sagde ham, at hun det ej vidste, gik han strax ned, og da hørte hun at Jørgen og Ole talte først sagte men siden Høyt til hverandre, fort og tydelig disse ord af Jørgen og Ole: Ole siger først: kiære Jørgen slip meg ud, jeg vil gaa hiem, Jeg har ingen penger faaet hos Eder - Jørgen sagde, skaf mig mine penger igien, hvad de sagde disse ord inde i Stuen eller i Stue Dørren, kunde hun som var paa Loftet ej vide, men ordene hørte hun lydelig og tydelig; hvad penger Jørgen da mente og talte om, kunde hun ej heller vide, men hafde dog forhen ofte hørt Jørgen sige: at Ole hafde faaet hos sig en halv rigsdaler; efter at Ole adskillige gange hafde bedet Jørgen slippe sig ud, hørte hun omsider et Bulder nede i Stue Dørren, og til sidst et raab, men af hvem vidste hun ike, hun stoed da op af Sengen, klæde sig paa og gik ned hvor hun fandt Svigerfaderen liggende paa gulvet i Stue Dørren Blodig i Ansigtet, Ole Anderssøn der i dørren staaende, og hendes Mand Johannes samt Lappe drengen Niels Jonsøn at holde paa ole Anderssøn, da Ole var kommen udenfor Bislag Dørren stod Vidnet og strax ved ude paa Marken, hvorda Jørgen kom ud, tillagde han Ole en grov beskyldning som derover blev saa ivrig og hidsig at han spendte til Jørgen som falt overende mod Bislaget der ved faldet rev løs en bordfiel af same Bislag, Vidnet gik bag om Stue Veggen for at høre efter om hendes lille Barn var vaagen eller ike, og mens hun stod der hørte hun nogle slag mod en Veg, da hun saag sig tilbage, saag hun Ole Anderssøn staaende med en temmelig stor Birke=kiep i hendene slagende mod Staburs veggen og til sidst rammede jørgen som laag paa Knæ mod eller ved Staburet, i hovedet, nys før, etter at Ole hafde spent til Jørgen, saag Vidnet at Jørgen stod med en Øxe i haanden, truende Ole Anderssøn og sigende disse ord: tør du nu komme op igien, er du ærlig saa kommer du, da var det at Ole greb til Birke Kieppen som han slog med efter hvad hun førhen haver udsagt, hun gik atter bort dels af Rædsel for det sidste slag hun saag Jørgen fik og dels af omhyggelighed for sit lille Barn der endnu laag i Svøb det hun vilde seee tilgode, men det var ej mange minutter før hun saag Jørgen lige med vedlade veggen, thi hun og Mand Johannes kom gaaende paa en tid for at see efter Jørgen da de nu saag han saa Blodig siger Vidnets mand til Ole, hvad giærning har du giort: Ole sagde Ja det er Sant, men komer du paa same maade saa faar Du same retten, Ole tog vel i halskluden paa hendes mand men det kom dog ej til noget ont imellem dem, Vidnet saag og at Ole var risplet i Ansigtet og at Kofteermen var revet noget i støker paa tvers og langs, men hvo same hafde giort vidste hun ike, tilsidst sagde Ole og hendes Mand at de vilde gaa til Præsten, men de gik ej langt før Ole gik hiem til sit, og vidnet og Mand tilbage, da Vidnet gik ned ti Østen olsøn Sund bedende ham og Søn komme for at hielpe dem at bære Jørgen i Huus og Seng, hun hafde og lagt en sig self tilhørende Skindfeld paa Jørgen da hun var bange for at han skulde fryse efterdi meget Blod løb af hans Hoved, da Østen kom blev Jørgen indsvøbt i Sou Skindfellen lagt paa en Dør og baaret i sin stue, efter han var kommen i Seng klagede han paa at armen var slaget i støkker, men da Vidnet med flere skulde eftersee armen kunde de ej merke andet end at Armen var af Leed, og saa vidt Vidnet kunde skiønne var armen eller beenet paa Armen ej den tid afslaget.- Vidnet blev afskediget.-"
"9de Vidne Elias Anderssøn en Broder af Ole Anderssøn Sund 26 aar gammel, aflagde saligheds Ed og derefter Provede Saaledes:- han var ej med de andre fra sund den dag de opsatte det omvidnende Fartøy" o.s.v.
10de Vidne Johanne Jensdatter som er Saggivende Ole Anderssøns Hustrue" o.s.v.
Begge de to siste vitnene vitnet om at Jørgen truet Ole med øks.
Dommen ble avsagt den 26. juni 1778 (etter at det har blitt notert adskillige sider i tingboka, som jeg har stavet meg igjennom). Der sto det bl.a.:
"men da Brendeviinet hos dem begge var komet ind, var forstanden efter bruk gaaet ud, saa at de i Fylderie giorde hvad de fastende hafde ladt blive".
Retten mente at Jørgen også burde vært saksøkt! Dette p.g.a. hans egen oppførsel. Ole måtte betale bot og saksomkostninger på tilsammen 32 riksdaler (ei ku kostet ca. 4-5 riksdaler). Jørgen ble ikke tilkjent erstattning.
|
1740 - Ca 1802 (62 år)
[1, 2] 
: Adresse
: Sted
: By
: Kommune/Prestegjeld
: Stat/Fylke
: Land
: Verdensdel
