Notater |
- Den 29. april 1690, på vårtinget for Alstahaug, holdt på gården Sandnes, var det stevnet for retten et "qvindfolch, nafnlig Eli Henrichs datter for beskyldninger, hun skulde hafve været frugtsommelig og iche noget vitterligt foster fød til værden, tilmed hafver hun og skulde sagt at Joseph Peersen i Elsfiorden skulde hafur haft sammen leye med hende da hand var Enche Mand, og hun tiente i hans brød, men iche skulde auflet barn".
Joseph, som nå var blitt gift om igjen, var også tilstede i retten, da denne Eli ble avhørt og spurt om hun fremdeles vedsto at Joseph hadde hatt "sammen leye" med henne. Hun svarte: "ja hun kunde iche negte, men hafde ichon engang sammen leye med hannem", Hun ble også spurt om hun hadde hatt noen andre mannfolk på denne tiden. Til dette svarte hun at det aldri hadde vært noen andre.
Elis bryster hadde blitt undersøkt av to kvinner, for å avgjøre om hun kunne ha vært gravid. Disse kvinnene "skulde hafve funden lidt vaat i hendis brøst". Kvinnene kunne imidlertid ikke komme til retten og framsi sine vitnemål på grunn av "svaghed". Saken ble utsatt til neste ting i påvente av disse vitneutsagnene.
Den 30. juni 1690 var saken oppe for retten igjen, men ble nok en gang utsatt til neste ting.
Den 4. november 1690 var saken igjen oppe. Denne gangen innrømte Eli at hun hadde ligget to ganger med Joseph, en gang i hans hus og en annen i en høylåve. "Saa blef hun tilspurt, om hun efter saadan sammen leje ej har befunden sig frugtsommelig. Svarede, hun kand med sandhed iche andet sige, end hun jo var frugtsommelig, og befandt sig saaledis 14 dager før St. Hansdag fremdelis. (Så) sagde hun, at da Josephs fæste qvinde Inger Rasmusdatter var kommen til Josephs hus hafde hun mistanche til denne Eli; at hun skulde være med barn, derpaa tager hun, og forsøger hendis brøst, da befinder hun at der var vaat i dennem, derefter aabenbarede hun det for Joseph, og (han) tog i hendis brøst og fandt der var vaat udj; og sagde da, er det saa fat med dig, da gud bedre baade dig og mig, og jamrede sig meget." Joseph sa deretter til Eli: "du skulde iche hafve noget at føre i dig, noget stercht som kunde fordrive det hun hafvde under beltet. Derefter gaf hand hende lidet brendvin, men hun iche saa eller viste, at der var noget andet derudj". Eli fortalte videre at "efter at hun hafvde druchet det brendvin fich hun som et veed og ont ofver lifvet, og natten derefter som hun ligger, tar hun paa sitt lif, og finder som en liden finger, og siden intet fornam, hvorpaa blef hun tilspurt om hun da befandt noget lefvendis foster hos sig efterdi hun sagde at finde som en liden finger, dertil sagde hun nej, hun befandt iche saadant: videre bekiendelse fik vi denne gang iche fra hende".
Videre ble de to kvinnene, som hadde undersøkt Elis bryster, ført som vitner. Den ene var Inger Rasmusdatter, som på dette tidspunkt var blitt Josephs forlovede, senere ble de gift. Kvinnene mente at Eli måtte ha vært gravid.
Joseph ble så spurt om han kunne bekrefte Elis forklaring, men han "nægted aldelis at hafve haft nogen sammenleje med hende, paastod at alt det hun hafver talt for retten var ichon løgn, og vilde intet noget tilstaa".
På det samme tinget, den 4. november 1690, var Joseph saksøkt av sin nygifte kone Inger Rasmusdatter! Årsaken var "uforligelsesmaal haardhed og slagsmaal mod hende". "Joseph nægtede iche at hafve slaget hende tvende slag under øret", men Inger forklarte at hun hadde fått gjennomgå mer i det samme slagsmålet. Denne saken endte med at Joseph måtte låve at han heretter skulle "lefve med sin kone som en ærlig christen mand med sin hustru, hvorpaa hand rachte sin haand." Han ble videre advart om at hvis han noengang seinere skulle legge hand på sin kone, så måtte han ta den straff som loven sa.
Den 29 juni 1691 var det igjen ting. Her ble Joeph kjent fri for beskyldningene som Eli hadde kommet med om ham. Eli derimot "ansees at hafve løge paa Joseph, agtis som en løgner og bøde sine tre march".
På det samme tinget var Joseph igjen stevnet av sin kone "for nyt slagsmaal og uforligelsesmaal med hende".
Den 10. oktober 1707 hadde en Jørgen Ingebrigtsøn Svingvigen i Rana innstevnet Joseph og kona Inger, fordi de skulle ha stjålet en del småting i hans hus. De møtte ikke for retten, og saken ble utsatt til neste ting. På neste ting, den 27. april 1708, møtte ikke Inger. Hun "var saa svag at hun ej kunde møde".
|